Hvad er small, mid og large cap-aktier

Saxo Group
Aktier bliver ofte inddelt efter virksomhedens markedsværdi – også kaldet market cap. Det er et udtryk for, hvor meget en virksomhed er værd på aktiemarkedet. Man beregner markedsværdien ved at gange antallet af aktier med prisen på én aktie.
Markedsværdi er en nyttig måde at sammenligne virksomheder på, fordi ikke alle børsnoterede selskaber er lige store. Derfor bliver aktier typisk klassificeret som enten large cap, mid cap eller small cap. I det næste afsnit ser vi nærmere på, hvad de tre kategorier betyder – og giver eksempler på kendte aktier i hver gruppe.
Hvad er large cap-aktier?
Large cap-aktier tilhører de største børsnoterede virksomheder i verden. Det er typisk velkendte selskaber med globale aktiviteter, som har eksisteret i mange år – nogle i årtier. De har ofte stærke brands og tiltrækker både private investorer og dem, der investerer via fonde eller indeks som fx S&P 500.
S&P 500 er et indeks over de 500 største virksomheder på de amerikanske børser, målt på markedsværdi. Her finder man både de største og mest stabile aktier. For eksempel udgør Apple omkring 7,18 % af hele indeksets værdi, mens den mindste aktie – Embecta Corporation – kun fylder 0,000005 %.
Large cap-aktier vokser typisk i et roligt og stabilt tempo. De har allerede været igennem en stor vækstfase, og derfor er det sjældent, man ser store procentvise afkast. Til gengæld er de mindre tilbøjelige til store prisfald og udbetaler ofte udbytte til aktionærerne – en ekstra fordel for investorer.
Denne type aktier passer godt til investorer med en større kapital, som søger stabilitet frem for hurtige gevinster. Og fordi de er så kendte, er det sjældent, man finder “et godt kup” blandt dem – alle ved, hvem de er!
Eksempler på large cap-aktier
Apple (AAPL)
Apple Inc. er en af de mest indflydelsesrige tech-virksomheder i nyere tid. Siden grundlæggelsen i 1976 af Steve Jobs, Ronald Wayne og Steve Wozniak har Apple sat nye standarder for personlige computere (PC'er) – og senere revolutioneret smartphone-markedet med iPhone, som i dag er et globalt ikon.
Microsoft (MSFT)
Microsoft er en anden gigant inden for teknologi. Sammen med Apple udgør de en del af USA’s “Big Five” tech-selskaber – de øvrige er Meta, Alphabet og Amazon. Microsoft står bag Windows-operativsystemet og Xbox, og er stadig blandt verdens største softwareudviklere.
Tesla (TSLA)
Tesla Inc. er et nyere navn på listen, men har hurtigt opnået status som en af verdens mest værdifulde virksomheder. Grundlagt i 2003, har Tesla været med til at drive udviklingen af elbiler, batteriteknologi og grøn energi fremad.
AstraZeneca (AZN)
AstraZeneca er den mest værdifulde aktie i det britiske FTSE 100-indeks og en af verdens største medicinalvirksomheder. Under Covid-19-pandemien spillede virksomheden en central rolle i udviklingen af vacciner, og den er også aktiv inden for behandling af hjerte-, lunge- og neurologiske sygdomme.
Bemærk: Listen viser eksempler på large cap-aktier fra nogle af de største børser i verden. Den skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge disse aktier.
Hvad er en mid cap-aktie?
Mid cap-aktier er virksomheder med en markedsværdi, der typisk ligger mellem 2 og 10 milliarder dollars. De er mindre end de store large cap-selskaber, men større end small cap-virksomheder – og befinder sig dermed midt imellem.
Mid cap-virksomheder har ofte et større vækstpotentiale end de mere etablerede selskaber. De kan øge deres indtjening hurtigere og har mulighed for både at udbetale udbytte og levere stigende aktiekurser. Det gør dem attraktive for investorer, der ønsker en balance mellem stabilitet og vækst.
Samtidig er mid cap-aktier mere følsomme over for udsving i markedet. Det betyder, at tålmodige investorer nogle gange kan købe dem til en lavere pris – og få mulighed for at ride med på en fremtidig vækstbølge. Nogle mid cap-aktier har endda potentiale til at vokse sig store nok til at blive large cap-aktier over tid.
En ekstra fordel er, at mid cap-virksomheder ofte er interessante opkøbsmål for større selskaber. Hvis en mid cap-aktie klarer sig godt, kan den blive opkøbt – og i sådan et tilfælde får de eksisterende aktionærer typisk en god pris for deres aktier.
Eksempler på mid cap-aktier
Avis Budget Group (0HK4)
Avis Budget Group er et amerikansk biludlejningsfirma, der står bag kendte brands som Avis, Budget Car Rental, Zipcar og Budget Truck Rental. Med omkring 18.500 ansatte (2021) er virksomheden en af de største spillere i branchen og har en markedsværdi på cirka 7,78 milliarder dollars.
Mattel (0JZH)
Mattel er en global legetøjsproducent med base i Californien. Virksomheden blev grundlagt i 1940’erne og er i dag verdens næststørste legetøjsfirma – kun overgået af danske LEGO. Mattels markedsværdi ligger omkring 8,73 milliarder dollars.
The Wendy’s Co. (WEN)
The Wendy’s Co. er en amerikansk fastfoodkæde, der har eksisteret siden 1969. Den er kendt for klassiske diner-retter og har siden udvidet med drive-thru og levering. Moderselskabet, The Wendy’s Co., har en markedsværdi på cirka 4,5 milliarder dollars.
Greggs (GRG)
Greggs er en britisk bagerikæde, der er blevet et fast indslag i bybilledet i Storbritannien. Den startede i det nordøstlige England og har vokset sig landsdækkende med et bredt udvalg af bagværk og snacks. Greggs har en markedsværdi på lidt over 2,45 milliarder dollars.
Bemærk: Listen viser eksempler på mid cap-aktier fra forskellige børser. Den skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge disse aktier.
Hvad er en small cap-aktie?
Small cap-aktier tilhører virksomheder med en markedsværdi mellem cirka 300 millioner og 2 milliarder dollars. De er typisk mindre og mindre kendte end mid og large cap-selskaber – men det betyder ikke, at de er mindre interessante for investorer.
Fordi small cap-virksomheder stadig er i en tidlig fase af deres udvikling, har deres aktier ofte større potentiale for vækst. Men med det følger også en højere risiko. Small cap-aktier er nemlig mere følsomme over for udsving i markedet og påvirkes lettere af økonomiske og branchemæssige udfordringer.
Investorer, der overvejer small cap-aktier, skal derfor være ekstra grundige i deres research. Det kræver lidt mere arbejde at vurdere, hvilke virksomheder der har potentiale – men belønningen kan være højere afkast.
Small cap-aktier passer godt ind i en bredt sammensat portefølje, hvor de kan supplere mere stabile mid og large cap-aktier. Og med den rette strategi kan nogle af dem vokse sig store og blive fremtidens large cap-selskaber.
Eksempler på small cap-aktier
ACM Research (ACMR)
ACM Research producerer rengøringsudstyr til fremstilling af halvlederwafers – en vigtig komponent i elektronik. Aktien er populær blandt small cap-investorer, da den giver adgang til halvledersektoren til en lavere pris. Virksomheden har stor aktivitet i Kina.
CarParts.com (PRTS)
CarParts.com som tidligere var kendt som U.S. Auto Parts, og er en stor onlineplatform for autodele. Under Covid-19 steg efterspørgslen på brugte reservedele markant, og virksomheden har udvidet sin distribution, så 80 % af USA nu kan nåes på blot to hverdage.
Ramaco Resources Inc. (METC)
Ramaco Resources er et kulmineselskab med aktiviteter i West Virginia, Virginia og Pennsylvania. Det er en af de hurtigst voksende small cap-aktier i USA og har oplevet en stigning i nettoindtægter på næsten 1.000 %.
On The Beach Group (OTB)
On The Beach Group er et britisk online rejsebureau, grundlagt i 2003. Virksomheden blev lanceret i kølvandet på dotcom-bølgen og har siden specialiseret sig i feriebookinger både i og uden for Storbritannien. I dag har de omkring 500 ansatte.
Bemærk: Listen viser eksempler på small cap-aktier fra forskellige børser. Den skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge disse aktier.
De vigtigste forskelle mellem small, mid og large cap-aktier
Når du investerer, er det vigtigt at forstå forskellene mellem small, mid og large cap-aktier. Her får du et overblik over, hvad der adskiller dem – og hvilke fordele og ulemper der følger med hver type.
Vækstpotentiale
Large cap: Veletablerede virksomheder med stabil indtjening. Væksten er typisk moderat, men forudsigelig.
Mid cap: Balancerer mellem stabilitet og vækst. Har stadig plads til at vokse, men er mere robuste end small cap.
Small cap: Har det største vækstpotentiale – men også den største usikkerhed. De er ofte i en tidlig fase og kan vokse hurtigt, men også fejle.
Investeringsrisiko
Large cap: Lav risiko. De har stærke positioner på markedet og klarer sig ofte godt i urolige tider.
Mid cap: Moderat risiko. De er mere følsomme over for markedsudsving, men har også større afkastmuligheder.
Small cap: Høj risiko. De er mere sårbare over for økonomiske og branchemæssige udfordringer.
Likviditet
Large cap: Høj likviditet. Det er nemt at købe og sælge aktier uden at påvirke kursen.
Mid cap: God likviditet, men ikke helt på niveau med large cap.
Small cap: Lavere likviditet. Færre handler og større kursudsving.
Markedsvolatilitet
Large cap: Mindre påvirket af markedsuro. Aktiekurserne er mere stabile.
Mid cap: Mere udsatte for udsving, men stadig relativt robuste.
Small cap: Meget følsomme over for volatilitet. Kurserne kan svinge kraftigt.
Kommerciel status
Large cap: Globale, veletablerede virksomheder med stærke brands og mange ansatte.
Mid cap: Virksomheder i vækst, ofte med regional eller national tilstedeværelse.
Small cap: Mindre, opkommende virksomheder, der forsøger at bryde igennem i deres branche.
Hvor ofte bliver aktier klassificeret?
Nu hvor vi har set, hvordan aktier inddeles efter markedsværdi, er det også relevant at forstå, hvor ofte disse klassifikationer ændrer sig. Klassificeringen som small, mid eller large cap sker løbende – men ikke efter en fast tidsplan. Når en virksomhed vokser eller falder i værdi, kan den skifte kategori. Det sker typisk som følge af ændringer i aktiekursen, omsætning eller markedsforhold.
Grænserne for de tre kategorier har også ændret sig over tid. En virksomhed, der for 30 år siden blev betragtet som en large cap, ville i dag måske kun være en small cap. Det skyldes, at markederne er vokset, og flere virksomheder er kommet til.
Der findes ikke én endegyldig definition, og klassificeringen kan variere lidt afhængigt af, hvem der laver analysen. Men med erfaring bliver det nemmere at genkende forskellene og vurdere, hvor en aktie hører hjemme.