GL_Discover Hub_Stocks_1920x1280_SaxoBlue_02

Præferenceaktier vs. ordinære aktier: Fordele, ulemper og hvordan du vælger

Saxo Be Invested

Saxo Bank

Når du investerer i aktier, er det vigtigt at forstå forskellene mellem præferenceaktier og ordinære aktier. Begge giver dig ejerandele i en virksomhed, men de fungerer forskelligt og påvirker dine investeringer på hver deres måde.

De fleste investorer vælger ordinære aktier for langsigtet vækst. De giver mulighed for kursstigninger og kommer typisk med stemmerettigheder, så du kan få indflydelse på vigtige beslutninger i virksomheden. Præferenceaktier giver derimod en mere stabil mulighed med regelmæssige udbyttebetalinger og mindre kreditrisiko, hvis virksomheden bliver likvideret.

Hvis dette virker en smule for kompliceret, skal du ikke bekymre dig. Denne guide vil forklare, hvad ordinære aktier og præferenceaktier er, og vigtigst af alt give dig oplysninger, så du kan træffe en velinformeret beslutning om, hvordan du håndterer din portefølje. Når du forstår hver type bedre, kan du investere mere selvsikkert.

Hvad er præferenceaktier?

Præferenceaktier kombinerer funktioner fra både aktier og obligationer, hvilket kan give en mere stabil indkomststrøm med mindre volatilitet end ordinære aktier. Når du ejer præferenceaktier, har du en andel i virksomheden, men som regel uden stemmeret. Den største fordel ved præferenceaktier er de faste udbytte-betalinger, hvilket gør dem attraktive for investorer, der ønsker en stabil indkomst.

Ud over de regelmæssige udbytter har indehavere af præferenceaktier prioritet over ordinære aktier, når det gælder udbetalinger uanset om det drejer sig om udbytte eller i tilfælde af, at virksomheden likvideres.

Selvom mulighederne for kursstigninger er mere begrænsede sammenlignet med ordinære aktier, giver præferenceaktier en vis form for sikkerhed med deres forudsigelige indtægter, hvilket tiltaler investorer med lavere risikovillighed.

Eksempler på præferenceaktier

Præferenceaktier udstedes ofte af veletablerede virksomheder, der ønsker at give investorerne en pålidelig indkomststrøm. Nogle kendte eksempler på virksomheder, der udsteder præferenceaktier, omfatter Bank of America, AT&T og Wells Fargo. Disse virksomheder bruger præferenceaktier til at rejse kapital uden at give stemmekontrol til nye investorer.

Indehavere af præferenceaktier i disse virksomheder får faste udbytter, som typisk er højere end for indehavere af ordinære aktier. Det gør præferenceaktier interessante for investorer, der ønsker stabile afkast. Fordi præferenceaktier er mindre volatile og mere fokuseret på stabilitet end ordinære aktier, foretrækkes de ofte af investorer med fokus på løbende indkomst, især i perioder med uro på markedet.

Banker og forsyningsselskaber udsteder ofte præferenceaktier, fordi disse brancher prioriterer stabilitet og jævne pengestrømme.

*Disclaimer: De ovennævnte virksomheder er ikke Saxos investeringsanbefalinger. Foretag din egen research, inden du investerer på aktiemarkedet.

Formel for præferenceaktier

Formel:

Prisen på præferenceaktier = Udbytte / Diskonteringsrente

Når man vurderer præferenceaktier, hjælper denne formel investorer med at vurdere nutidsværdien af aktien baseret på de faste udbytter og den forventede afkastrate (diskonteringsrente). Udbyttet er som regel fastsat, når aktien udstedes, mens diskonteringsrenten afspejler den afkastprocent, investorer kræver.

Eksempel:

Hvis en præferenceaktie giver et årligt udbytte på 5 USD, og den forventede afkastrate er 8%, beregnes aktiekursen således:

Aktiekurs = 5 USD / 0,08 = 62,50 USD

Det gør præferenceaktier forholdsvis enkle at vurdere, da de faste udbytter giver forudsigelige afkast, hvilket kan være attraktivt for investorer, der søger en stabil indkomst.

Fordele ved præferenceaktier

Præferenceaktier har flere fordele, især for investorer der ønsker pålidelig indkomst og lavere risiko.

Her er de vigtigste fordele:

Faste udbytter

En af de mest tillokkende egenskaber ved præferenceaktier er de forudsigelige, faste udbyttebetalinger – forudsat at der er udlodninger. Det giver en stabil indtægtsstrøm, hvilket er særligt værdifuldt i perioder med usikkerhed på markedet. For investorer, der søger stabilitet, kan dette være en klar fordel i forhold til ordinære aktier, hvor udbytte ikke er garanteret.

Fortrin i tilfælde af likvidation

Hvis en virksomhed går konkurs eller skal likvideres, står indehavere af præferenceaktier foran indehavere af ordinære aktier i køen til at modtage virksomhedens resterende aktiver. Dette giver indehaverne af præferenceaktier en ekstra beskyttelse, især under mere udfordrende økonomiske forhold.

Mindre kursvolatilitet

Præferenceaktier er typisk mindre volatile end ordinære aktier. Kursen er mindre tilbøjelig til at svinge i takt med daglige markedsbevægelser, hvilket gør dem mere attraktive for forsigtige investorer. Stabiliteten i aktiekursen skyldes primært de forudsigelige udbytter, der udgør en slags anker for aktiens værdi.

Ulemper ved præferenceaktier

Selvom præferenceaktier har flere fordele, er der også visse ulemper, især sammenlignet med ordinære aktier.

Her er de vigtigste ulemper:

Begrænset potentiale for kursstigninger

En af de mest markante ulemper ved præferenceaktier er, at de generelt ikke har samme mulighed for kursstigninger som ordinære aktier. Mens indehavere af ordinære aktier kan opleve betydelige kursstigninger, når virksomheden klarer sig godt, forbliver kursen på præferenceaktier typisk stabil og giver derfor mindre potentiale for store kursgevinster.

Ingen stemmerettigheder

I modsætning til indehavere af ordinære aktier har indehavere af præferenceaktier som regel ingen stemmerettigheder. Det betyder, at de ikke kan påvirke vigtige beslutninger i virksomheden, herunder valg af bestyrelse eller godkendelse af store fusioner. Dette kan være en væsentlig ulempe for investorer, der ønsker indflydelse på virksomhedens fremtid.

Kan indfries af udsteder (callable)

Mange præferenceaktier har en call-option der indebærer, at det udstedende selskab kan købe aktierne tilbage til en forudbestemt kurs efter en bestemt dato. Selvom det måske lyder som en mindre detalje, begrænser det langsigtede gevinster, hvis selskabet vælger at købe aktierne tilbage netop på det tidspunkt, hvor deres markedsværdi er begyndt at stige.

Hvad er ordinære aktier?

Ordinære aktier repræsenterer ejerskab i en given virksomhed og giver investorer mulighed for langsigtet vækst. Det er den mest velkendte aktietype, som giver aktionærerne stemmeret ved vigtige virksomhedsbeslutninger, herunder valg af bestyrelsesmedlemmer eller godkendelse af fusioner.

Når du ejer ordinære aktier, hænger dit afkast på investeringen sammen med virksomhedens resultater. Går det godt for virksomheden, kan aktiekursen stige, så du kan sælge med gevinst. Inde i mellem udbetales der også udbytte til ejere af ordinære aktier, men det er ikke garanteret og afhænger af virksomhedens lønsomhed.

Til trods for det store vækstpotentiale er ordinære aktier mere volatile. Aktiekurserne kan svinge i takt med markedsforholdene, hvilket gør dem mere risikable end præferenceaktier. Desuden står ejere af ordinære aktier bagest i køen, hvis virksomheden går konkurs, efter at obligationsejere og indehavere af præferenceaktier er blevet betalt.

Eksempler på ordinære aktier

Ordinære aktier findes i stort omfang, og mange af verdens største virksomheder udsteder dem for at rejse kapital. Store selskaber som Apple, Amazon og Tesla udsteder ordinære aktier for at tiltrække investorer, der er på udkig efter et stort vækstpotentiale. Disse aktier er ofte interessante for investorer, der ønsker at opnå kursstigninger, på grund af deres synlighed og markedsdominans.

Ved at investere i ordinære aktier kan aktionærerne drage fordel af virksomhedernes eventuelle succes gennem kursgevinster og i nogle tilfælde udbytter, selvom der ikke er nogen garanti for udbytte, når det gælder ordinære aktier.

*Disclaimer: De ovennævnte virksomheder er ikke Saxos investeringsanbefalinger. Foretag din egen research, inden du investerer på aktiemarkedet.

Fordele ved ordinære aktier

Ordinære aktier har flere fordele, især for investorer, der ønsker at drage fordel af en virksomheds vækst over tid.

Her er de vigtigste fordele:

Større potentiale for kursstigninger

Indehavere af ordinære aktier har bedre mulighed for at nyde godt af kursstigninger, i takt med at en virksomhed vokser og bliver mere profitabel. Hvis virksomheden klarer sig godt, kan aktiekursen stige markant og give betydelige kursgevinster til investorerne på lang sigt.

Stemmerettigheder

Som indehaver af ordinære aktier har du som regel ret til at stemme om vigtige beslutninger i virksomheden, såsom valg af bestyrelsesmedlemmer eller godkendelse af fusioner. Det giver aktionærerne en grad af indflydelse på, hvordan virksomheden ledes, hvilket indehavere af præferenceaktier typisk ikke har.

Højere likviditet

Ordinære aktier er generelt mere likvide end præferenceaktier. Fordi de handles bredt på aktiemarkederne, er det lettere for investorer at købe og sælge dem hurtigt, hvilket gør dem mere tilgængelige for private investorer og dem, der ønsker fleksibilitet.

Ulemper ved ordinære aktier

Selvom ordinære aktier giver gode vækstmuligheder, følger der også nogle ulemper med, som investorer bør have for øje:

Højere volatilitet

Ordinære aktier kan være mere følsomme over for markedsbevægelser end præferenceaktier. Kurserne kan stige eller falde drastisk på grund af virksomhedens præstationer, markedsstemning eller bredere økonomiske faktorer, hvilket gør dem mere risikable for investorer, der ønsker stabilitet.

Udbytte er ikke garanteret

I modsætning til præferenceaktier, hvor der er faste og regelmæssige udbyttebetalinger, er udbytte på ordinære aktier ikke garanteret. Det afhænger af virksomhedens lønsomhed og bestyrelsens beslutninger. Under svære økonomiske forhold kan en virksomhed vælge at sænke eller helt stoppe udbyttebetalinger, så indehavere af ordinære aktier mister en potentiel løbende indkomst.

Lavere prioritet ved likvidation

I tilfælde af konkurs eller likvidation er indehavere af ordinære aktier sidst i rækken til at modtage eventuelle resterende aktiver. Kreditorer, obligationsejere og indehavere af præferenceaktier har alle krav før ejerne af ordinære aktier, hvilket kan betyde, at der ikke er noget tilbage til dem.

Forskelle mellem præferenceaktier og ordinære aktier

 FunktionOrdinære aktier Præferenceaktier
StemmerettighederJaNej
UdbyttebetalingerVariableFaste, højere
Prioritet ved likvidationLavere prioritetHøjere prioritet
KursstigningStort potentialeBegrænset
VolatilitetMere volatilMindre volatil
"Callable"NejOfte

Konklusion: Valg mellem præferenceaktier og ordinære aktier

Når du skal vælge mellem præferenceaktier og ordinære aktier, afhænger det i høj grad af, hvad du ønsker at få ud af dine investeringer.

Hvis du er typen, der gerne vil have en stabil og pålidelig indkomst uden at bekymre dig for meget om daglige markedsudsving, kan præferenceaktier være et bedre valg. Hvis virksomheden vælger at udlodde, vil du modtage regelmæssige udbytter og have en smule mere sikkerhed, især hvis der skulle ske noget med virksomheden.

Omvendt, hvis du er villig til at påtage dig en større risiko for at få højere afkast på længere sigt, er ordinære aktier sandsynligvis mere velegnede. Med ordinære aktier satser du på, at virksomheden vokser over tid, og du får den ekstra fordel at kunne stemme om vigtige beslutninger.

At have en blanding af begge kan imidlertid også være en mulighed. På den måde spreder du dine investeringer og kan balancere behovet for en stabil indkomst med muligheden for vækst.

Vovede forudsigelser 2026

01 /

  • Energiø ”Bornholm” omdannes til ny forsvarsø

    Vilde Forudsigelser

    Energiø ”Bornholm” omdannes til ny forsvarsø

    Oskar Barner Bernhardtsen

    Nordisk investeringsstrateg

    Lavere opbakning til grøn energi og mere fokus på forsvar i Europa får Danmark til at omdanne energi...
  • Resumé: Outrageous Predictions 2026

    Vilde Forudsigelser

    Resumé: Outrageous Predictions 2026

    Saxo Group

  • Et Fortune 500-selskab udnævner en AI-model som direktør

    Vilde Forudsigelser

    Et Fortune 500-selskab udnævner en AI-model som direktør

    Charu Chanana

    Chef for investeringsstrategi

  • På trods af bekymringer forløber USA’s midtvejsvalg i 2026 uden problemer

    Vilde Forudsigelser

    På trods af bekymringer forløber USA’s midtvejsvalg i 2026 uden problemer

    John J. Hardy

    Global Head of Macro Strategy

  • Dollar dominansen bliver udfordret af Kinas gyldne yuan

    Vilde Forudsigelser

    Dollar dominansen bliver udfordret af Kinas gyldne yuan

    Charu Chanana

    Chef for investeringsstrategi

  • Fedmemedicin til alle - også til kæledyr

    Vilde Forudsigelser

    Fedmemedicin til alle - også til kæledyr

    Jacob Falkencrone

    Global Head of Investment Strategy

  • Kunstig intelligens udløser oprydning for milliarder af dollars

    Vilde Forudsigelser

    Kunstig intelligens udløser oprydning for milliarder af dollars

    Jacob Falkencrone

    Global Head of Investment Strategy

  • Kvantespring: “Q-Day” kommer tidligere end ventet – kryptovaluta kollapser, og verdensøkonomien rystes

    Vilde Forudsigelser

    Kvantespring: “Q-Day” kommer tidligere end ventet – kryptovaluta kollapser, og verdensøkonomien rystes

    Neil Wilson

    Investor Content Strategist

  • Taylor Swift og Travis Kelce’s bryllup sætter gang i global vækst

    Vilde Forudsigelser

    Taylor Swift og Travis Kelce’s bryllup sætter gang i global vækst

    John J. Hardy

    Global Head of Macro Strategy

  • SpaceX går på børsen – og sætter gang i et nyt marked

    Vilde Forudsigelser

    SpaceX går på børsen – og sætter gang i et nyt marked

    John J. Hardy

    Global Head of Macro Strategy

Dette indhold er markedsføringsmateriale.

Ingen af de oplysninger, der gives på denne hjemmeside, udgør et tilbud, en opfordring eller en anbefaling til at købe eller sælge et finansielt instrument, og det er heller ikke finansiel, investerings- eller handelsrådgivning. Saxo Bank A/S og dets enheder inden for Saxo Bank-koncernen tilbyder udelukkende execution-only-tjenester, hvor alle handler og investeringer er baseret på selvstændige beslutninger. Markedskommentarer og uddannelsesindhold er kun til informationsformål og bør ikke betragtes som rådgivning eller en anbefaling.

Indhold fra Saxo kan afspejle forfatterens personlige synspunkter, som kan ændres uden varsel. Henvisninger til specifikke finansielle produkter er kun til illustrative formål og kan have til hensigt til at tydeliggøre emner inden for finansiel forståelse. Indhold, der klassificeres som investeringsresearch, er markedsføringsmateriale og opfylder ikke lovkravene til uafhængig research.

Saxo har partnerskaber med virksomheder, der kompenserer Saxo for markedsføringsaktiviteter udført på platformen. Derudover har Saxo aftaler med visse partnere, som giver retrocession, afhængigt af at kunder køber specifikke produkter, der tilbydes af disse partnere.

Selvom Saxo modtager kompensation fra disse partnerskaber, udarbejdes alt uddannelses- og researchindhold med det formål at give kunderne værdifulde muligheder og information.

Inden du træffer investeringsbeslutninger, bør du vurdere din egen finansielle situation, dine behov og mål og overveje at søge uafhængig professionel rådgivning. Saxo garanterer ikke nøjagtigheden eller fuldstændigheden af de oplysninger, der gives, og påtager sig intet ansvar for fejl, udeladelser, tab eller skader som følge af brugen af disse oplysninger.

Se venligst vores fulde ansvarsfraskrivelse og meddelelse om ikke-uafhængig investeringsresearch for yderligere oplysninger.

Saxo Bank A/S (hovedkontor)
Philip Heymans Alle 15
2900
Hellerup
Danmark

Kontakt Saxo Bank

Vælg region

Danmark
Danmark

Al handel og investering indebærer risici, herunder, men ikke begrænset til, risikoen for at miste hele det investerede beløb.

Oplysninger på vores internationale hjemmeside (som valgt fra globus-menuen) er tilgængelige over hele verden og vedrører Saxo Bank A/S som moderselskabet i Saxo Bank Group. Enhver omtale af Saxo Bank Group henviser til den samlede organisation, herunder datterselskaber og filialer under Saxo Bank A/S. Kundeaftaler indgås med den relevante Saxo-enhed baseret på dit bopælsland og er underlagt de gældende love i den pågældende enheds jurisdiktion.

Apple og Apple-logoet er varemærker tilhørende Apple Inc., registreret i USA og andre lande. App Store er et servicemærke tilhørende Apple Inc. Google Play og Google Play-logoet er varemærker tilhørende Google LLC.