Hvad kommer USA's angreb i Iran til at få af betydning?

Charu Chanana
Chef for investeringsstrategi
Vigtige punkter:
- Betydelig geopolitisk optrapning: USA har gennemført direkte angreb på iranske atomanlæg – en stor geopolitisk ændring, som skaber usikkerhed på de globale markeder.
- Olierute i centrum: Hormuz-strædet, hvor 20 % af verdens olie passerer igennem, er nu et vigtigt konfliktpunkt. Selv uden en fuld lukning øger risikoen for forstyrrelser presset på energipriserne og bekymringerne om inflation. Det kan få centralbanker – herunder den amerikanske Fed – til at udskyde rentenedsættelser.
- Sektorskift at overveje: Energivirksomheder og forsvarsindustrier kan klare sig bedre i denne situation, mens europæiske og asiatiske vækstmarkeder – især dem der er afhængige af importeret energi – kan komme under større økonomisk pres.
Dette content er marketing materiale.
Markederne blev rystet i weekenden, da USA under præsident Trump gennemførte luftangreb mod tre vigtige iranske atomanlæg. Det markerer en historisk optrapning af spændingerne i Mellemøsten. Angrebene blev iværksat uden godkendelse fra Kongressen, hvilket ikke kun øger den geopolitiske risiko, men også rejser spørgsmål om USA’s institutionelle stabilitet og om verdens investorers tillid til amerikansk lederskab.
Selvom det endnu er uklart, hvordan Iran vil gengælde, er ét område allerede i centrum: Hormuz-strædet – en smal passage, hvor cirka hver femte tønde olie i verden passerer dagligt. Iran behøver ikke lukke strædet helt; selve truslen er nok til at skabe uro på markederne, øge inflationsforventningerne og påvirke forskellige investeringstyper.
Markedet står nu over for flere risici på én gang: forstyrrelser i energiforsyningen, inflationschok, forsinkede rentenedsættelser og stigende global økonomisk usikkerhed.
Derfor er det ikke tid til at læne sig tilbage
Præsident Trumps beslutning om at bombe Irans atomanlæg i weekenden kaster en skygge over fremtidsudsigterne for aktier og andre risikofyldte investeringer. Selvom markedets første reaktion har været relativt afdæmpet, bør investorer være varsomme med at blive for afslappede.
Her er hvorfor:
- Oliemarkedet er presset – ikke roligt: Selvom mandagens olieprisstigning faldt lidt i løbet af dagen, peger den overordnede udvikling på voksende pres på de globale energiforsyningskæder. Selv uden en fuld lukning af Hormuz-strædet kan stigende fragtpriser og højere forsikringsudgifter føre til mere varige stigninger i energipriserne.
- Høje oliepriser + skrøbelig global økonomi = risiko: Hvis oliepriserne bliver ved med at stige, samtidig med at væksten globalt er lav, kan det skabe frygt for stagflation – en uheldig kombination af høj inflation og lav vækst – som typisk er negativt for aktiemarkederne og forbrugertilliden.
- Rentenedsættelser kan blive udskudt: Centralbanker kan være mere forsigtige med at sænke renterne, hvis energipriserne presser inflationen opad. I USA kommer det oveni i forvejen høj inflation og bekymringer omkring toldsatser. Samtidig presser Trump centralbanken (Fed) til at sænke renten, hvilket skaber usikkerhed om dens uafhængighed.
- Uforudsigelig politik er en risiko i sig selv: Trumps pludselige skifte fra “vent og se” til at iværksætte luftangreb styrker billedet af strategisk ustabilitet. For virksomheder og investorer gør det det sværere at investere langsigtet med ro i maven.
Det, man bør holde øje med nu
- Irans svar: Et direkte angreb på amerikanske styrker eller en blokering af Hormuz-strædet vil være et afgørende vendepunkt for markederne. Hvis skibsfarten gennem strædet bliver for farlig eller dyr, kan det forstyrre verdens energiforsyning, fragtrater og globale forsyningskæder.
- Udviklingen i olieprisen: Hvis olieprisen bliver liggende over 100 dollar pr. tønde i længere tid, kan det udløse en ny bølge af inflationsfrygt og forsinke rentenedsættelser.
- Reaktionen i det amerikanske obligationsmarked: Det bliver vigtigt at se, om renterne falder (fordi investorer søger sikkerhed), eller stiger (på grund af frygt for inflation). Det vil påvirke, hvordan pengene flytter sig mellem forskellige investeringstyper.
- Dollarkursens udvikling: Hvis dollaren stiger kraftigt (fordi investorer opgiver tidligere væddemål mod den), kan det stramme de finansielle vilkår globalt – især for udviklingslande, der er afhængige af udenlandsk kapital.
- Udvikling i globale aktiemarkeder: Asien og Europa – især lande, der importerer meget energi – kan få det svært. Til gengæld kan forsvars- og energisektorer klare sig bedre.
- Indenrigspolitisk uro i USA: Manglen på Kongressens godkendelse af militæraktionen kan forværre de politiske spændinger, gøre det sværere at lave finanslov og skabe bekymring om stabiliteten i de amerikanske institutioner.
- Geopolitiske følgevirkninger: Selvom konflikten primært handler om USA og Iran, bør investorer være opmærksomme på mulige reaktioner fra Rusland og Kina – begge har store interesser i regionen og på energimarkedet.
Porteføljestrategi for investorer
Dette er ikke investeringsrådgivning — blot en forklaring på vigtige eksponeringer og mulige konsekvenser i en tid med stigende usikkerhed.
Energieksponering kan fungere som en form for beskyttelse
Virksomheder, der producerer energi, kan få gavn af højere oliepriser. ETF’er med energiselskaber giver en bred adgang til store oliefirmaer og serviceselskaber — uden at man selv behøver handle med olie-futures.
Forsvarsindustrien og guldmineselskaber kan afspejle geopolitisk uro
Virksomheder, der laver forsvarsmateriel, samt guldmineselskaber, kan tiltrække mere opmærksomhed, hvis spændingerne vokser. Historisk set har disse sektorer klaret sig godt under geopolitisk uro og stigende inflationsfrygt. De kan give stabilitet i porteføljer, der ellers er mere følsomme over for konjunkturer – f.eks. med stor vægt på teknologi eller forbrugsgoder.
Guld som klassisk "sikker havn" kan dog blive udfordret. Gulds rolle som beskyttelse kan komme under pres, hvis renterne stiger meget, eller hvis dollaren styrkes markant.
Vær forsigtig med eksponering i Asien og Europa (EM og EU)
Lande med stor afhængighed af olieimport – som Indien, Thailand, Filippinerne og store dele af Europa – kan blive ramt af flere udfordringer: stigende energipriser, svækkede valutaer og kapitalflugt. Vækstbekymringer i disse regioner kan blive mere tydelige, hvis oliepriserne forbliver høje.
Til sammenligning kan USA – som nettoeksportør af energi – være relativt bedre beskyttet mod stigende oliepriser rent økonomisk, selvom landet stadig kan blive påvirket af generel markedsuro.
Gennemgå din eksponering mod højvækstsektorer
Sektorer, der er følsomme over for renter og omkostninger – som vækstorienteret teknologi eller tidlig innovation – kan få pres på indtjening og værdiansættelse, hvis rentenedsættelser bliver udskudt og inflationsforventninger stiger. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal sælge, men det er en god idé at tænke over sin tidshorisont og risikovillighed – især hvis porteføljen er meget fokuseret på netop disse områder.
Obligationer kan skabe balance
Obligationsfonde med kort løbetid eller fleksible strategier kan hjælpe med at mindske følsomheden over for renter – og samtidig give et afkast. Det gælder især, hvis de længere obligationer svinger kraftigt mellem frygt for inflation og søgen efter sikkerhed.