Outrageous Predictions
Energiø ”Bornholm” omdannes til ny forsvarsø
Oskar Barner Bernhardtsen
Nordisk investeringsstrateg
De lange renter er steget til de højeste niveauer i flere årtier
Stigende renter er igen kommet i fokus i takt med, at flere statsobligationsrenter verden over i disse dage rammer de højeste niveauer i flere årtier. Selvom de amerikanske renter generelt er de mest omtalte, hvor den 30-årige statsobligationsrente i går rundede 5,3 %, ses det samme mønster også i bl.a. lange danske, tyske og japanske statsobligationer, hvor sidstnævnte ikke har set højere renter siden 1990’erne.
Men hvad skyldes dette, og hvorfor skal man være opmærksom på udviklingen som investor? Først og fremmest skal man som investor være klar over, at det er de ”lange renter”, der stiger, og ikke de korte. Det vil med andre ord sige, at det ikke er centralbankernes styringsrenter, der ændrer sig markant i øjeblikket, men obligationspriserne på f.eks. obligationer med 20-30 år til udløb, hvor obligationsinvestorer nu forlanger en højere effektiv rente verden over for at købe gælden.
Dette skyldes til dels, at den geopolitiske uro i blandt andet Mellemøsten har fået inflationsfrygten tilbage, men også det store budgetunderskud i USA samt stor aktuel gældsudstedelse fra teknologivirksomheder til at bygge AI-datacentre. Det betyder, at udbuddet af gæld vokser både blandt stater og teknologivirksomheder, samtidig med at frygten for en tilbagevendende inflation får investorer til at forlange en højere rente for at binde deres penge i en længere årrække.
Normalt siger man, at stigende renter er gift for aktiemarkedet, men paradoksalt nok handler flere af verdens aktieindeks på rekordniveauer, i takt med at renterne bare stiger og stiger. Hvordan hænger det sammen?
Kort fortalt hænger det sammen, fordi virksomhederne generelt set leverer rigtig fin indtjeningsvækst, den højeste siden 2021, og fordi troen på de enorme AI-investeringer og det potentielle kommende afkast er intakt. Set med positive briller kan de stigende renter i et stigende aktiemarked derfor også tolkes som et tegn på, at markedet er trygt ved, at virksomhedernes indtjening kan fortsætte op i de kommende år på trods af forventede øgede rente- og finansieringsudgifter hos både stater, virksomheder og AI-investorer.
På den anden side skaber de højere renter også et ”pres” på aktiemarkedet, hvor lavere indtjeningsvækstforventninger kan betyde markante fald i aktiemarkedet. Som vist nedenfor er de stigende renter og renteudgifter hos f.eks. den amerikanske stat ikke noget nyt problem. Siden 2020 er den amerikanske stats udgifter til renter steget til langt over det dobbelte, og i takt med at renterne fortsætter op, kan en endnu større del af det fremtidige statslige budget ventes at gå til rentebetalinger frem for forsvar, sundhed og uddannelse.
Samtidig med at den voksende statslige gæld fortsætter op, betyder gældsudstedelser fra AI-virksomheder et endnu større pres på obligationsmarkedet, der i år, som vist nedenfor, er ventet at udstede næsten 200 % mere gæld, end man gjorde sidste år.
Som investor skal man ikke lade sig skræmme af de stigende renter og den voksende gæld. Historien er ikke ny, og som nævnt kan aktiemarkedet klare sig fint, så længe indtjeningsvæksten er høj hos virksomhederne, som den er nu. På den anden side er voksende gæld og stigende renter først et problem, når markedet fokuserer på det, og det gør markedet netop nu.
De stigende renter er alt andet lige noget, der kan påvirke investeringslysten i AI, og falder investeringslysten, falder indtjeningsvæksten, hvilket igen skaber bekymringer om øgede gælds- og renteomkostninger.
For nu er der ingen panik i aktiemarkedet, men fortsætter de lange renter med at stige, kan det over natten komme til at ramme aktierne hårdt. Igen, stigende gæld og renter er ikke nyt, men overskygger frygten den positive nuværende historie omkring indtjeningsvækst og AI, skal man som investor tænke hurtigt.
I et scenarie, hvor stigende renter rammer de økonomiske vækstforventninger og investeringstroen i AI, kan sektorer som forsikring, sundhed og stabilt forbrug være at foretrække. Disse sektorer har historisk set ikke høj vækst, men stabil vækst, og når usikkerheden rammer markedet, vil det typisk være de mere stabile og forudsigelige sektorer, der gør det godt.
Dette indhold er markedsføringsmateriale.
Ingen af de oplysninger, der gives på dette website, udgør et tilbud, en opfordring eller en anbefaling om at købe eller sælge et finansielt instrument, og det udgør heller ikke finansiel, investeringsmæssig eller handelsmæssig rådgivning. Saxo Bank A/S og enhederne i Saxo Bank-koncernen tilbyder udelukkende execution-only-tjenester, hvor alle handler og investeringer foretages på baggrund af egne beslutninger. Markedskommentarer, forskningsindhold og uddannelsesindhold er kun til informationsformål og bør ikke betragtes som rådgivning eller anbefaling.