Passer ordsproget “Sell in May and go away”?
Oskar Barner Bernhardtsen
Nordisk investeringsstrateg
Passer ordsproget “Sell in May and go away”?
Det gamle ordsprog “sell in may and go away” hører man hvert år på denne tid af året. Men er der egentlig hold i de vise ord, og bør man som investor skrue lidt ned for aktierne, når sommeren nærmer sig?
Det helt korte svar er nej.
Statistisk set er der ikke nogen god grund til at sælge aktierne fra i netop maj, og ser vi på udviklingen for måneden de sidste 10 år, viser statistikken, at både det amerikanske indeks SP500 og det danske C25 indeks klarer sig ganske udmærket i maj.
Man skal selvfølgelig ikke kun sætte sin investeringsstrategi ud fra, hvad der er sket i fortiden, og hvad statistikken siger, men det kan være farligt at sælge ud på baggrund af et ”usandt” ordsprog, da man risikerer ikke at få købt sine aktier tilbage igen før markedet stiger.
Generelt set er det nærmest umuligt at time markedet, især på månedsbasis. Er man derfor nervøs for et stort fald i aktiekurserne i maj kan man forsøge at sælge lidt ud af de aktier, der har klaret det rigtig godt i år, og i stedet købe op i defensive sektorer som medicinalindustrien, forsyningsselskaber og stabilt forbrug. Er man en mere ”avanceret” investor, kan man også se nærmere på put-optioner, der kan fungere som en brandforsikring til ens investeringsportefølje, hvis aktierne skulle falde meget.
Statistisk set er der dog, som vist på tabellen nedenfor, ikke så meget at være bekymret for. I 9 ud af de sidste 10 år har man fået et positivt afkast i SP500 indekset i maj måned, hvilket man ligeledes har i 7 ud af 10 år i C25 indekset. Samtidig har median afkastet for måneden i SP500 været på1,1 % og 1,2 % for C25. Lader man statistikken råde, skal man derfor lade porteføljen være, og holde sig fra at sælge ud i maj.
Dog kan man bruge tiden på at sørge for, at ens portefølje er ordentligt diversificeret, da man her statistisk set, kan bygge mere stabilitet ind i sin investeringsportefølje. Har man eksempelvis hele formuen i et par enkelte aktier kunne man overveje om det nu var tidspunktet til at tilføje en ETF til porteføljen eller sprede sine investeringer ud på flere aktier i flere sektorer, så man f.eks. ikke sidder med alle ens penge i enten Novo Nordisk, Tesla eller NVIDIA.
3 grunde til at aktier kan falde i maj
- Inflationen accelererer i Europa og USA, hvilket kan få markedet til at forvente færre rentefald fra FED og ECB.
- De stigende renter kan potentielt igen betyde, at visse banker kan opleve obligationstab i deres porteføljer, hvilket kan skabe usikkerhed i banksektoren.
- Tegn på svagere forbrug kombineret med høj inflation kan indikere, at vi er på vej ind i et stagflationsscenarie, hvor væksten er lavere men inflationen forbliver høj.
I et sådan scenarie kan sektorer som stabilt forbrug, medicinalvirksomheder og energi (olie og gas) samt guld være at fortrække.
3 grunde til at aktier kan stige i maj
- Den månedlige inflationsudvikling vender ned af igen, hvilket kan indikere, at 2 % målet kan nås hurtigere end ventet i USA og Europa, og betyde flere rentefald end ventet.
- Får vi flere positive regnskaber for Q1, kan det indikere, at forbruget er stabilt, og at vi derfor kombineret med lavere inflation kan se ind i et ”goldilocks” med voksende indtjeninger hos virksomhederne samtidig med rentenedsættelser.
- Kina viser, at bunden er nået. Staten forsøger på flere måder at stimulere den kinesiske økonomi. Ser vi positive toner fra verdens næststørste økonomi i maj, bør dette kunne få det generelle globale aktiemarked til at stige.
I et scenarie med lavere inflation, god vækst, forventninger til lavere renter og et mere positivt syn på Kina kan sektorer som teknologi, small cap, diskretionært forbrug, biotech og emerging markets klare sig godt.