
Macro FX Trading – Kommentar til 4. kvartal 2020
Handlede instrumenter | Valutaspot |
Aktivklasser | Valuta |
Investeringsstil | Diskretionær (ikke-systematisk), makroanalyse |
Afkast for kvartalet | 12,8 % efter transaktionsomkostninger, men før eventuelt servicegebyr og resultatbetinget honorar |
Volatilitet omregnet til aktuel årsrate | 20,1 % |
Gennemsnitligt antal handler pr. uge | 13 |
Markedsoversigt
Markederne var drevet af en lang række betydningsfulde begivenheder i 4. kvartal: en genopblussen af COVID-19-pandemien med en stadigt større belastning af sundhedsvæsenet igennem kvartalet, det amerikanske valg den 3. november, afslutningen af flere vellykkede kliniske forsøg med en vaccine mod COVID-19, samt forløbet af Brexit-forhandlingerne med henblik på at undgå en "no deal" og toldafgifter. Usikkerhed og kurser præget af høj implicit risiko (volatilitet) kendetegnede perioden op til de nævnte begivenheder med fald, der bidrog markant til positive risikoflows umiddelbart efter.
Strategiens afkast (efter transaktionsomkostninger, men før servicegebyr og resultatbetinget honorar*)
Okt. | 5,4 % |
Nov. | 4,9 % |
Dec. | 2,0 %** |
2020 | 20,0 % |
Siden oprettelsen (februar 2015) | +194,6 % |
Strategien gav et afkast på 12,8 % i kvartalet. Porteføljen opnåede positive afkast af korte positioner i USD, lange positioner i AUD, NOK og CHF i begyndelsen af oktober inden skiftet til en kort EUR-JPY-position ved månedens udgang som følge af usikkerheden vedrørende den aftagende chance for flere COVID-19-relaterede hjælpepakker, resultatet af det amerikanske valg samt den amerikanske præsident Trumps eventuelle handlinger efter gentagne meldinger om, at han måske ville rejse tvivl om valgresultatet med en påstand om valgfusk.
En kombination af en sejr til Biden samt positive nyheder på vaccinefronten førte til en kæmpe aktieoptur i november med markant deltagelse fra råvarer samt stejlere rentekurver, da risikoen ved Trumps anfægtelse af valgresultatet aftog, og sandsynligheden for, at Demokraterne ville få flertal i Senatet, steg.
Efterfølgende opnåede porteføljen yderligere positive afkast af korte positioner i USD mod NOK, NZD samt GBP og CHF og sluttede kvartalet med positive afkast af nye lange positioner i AUD-USD i december.
Positioner med det bedste afkast
AUD-USD | +2,56 % |
USD-CHF | +2,38 % |
USD-CAD | +2,22 % |
EUR-JPY | +2,21 % |
GBP-USD | +1,86 % |
Positioner med det dårligste afkast
EUR-USD | -1,75 % |
CAD-JPY | -0,08 % |
EUR-GBP | -0,07 % |
EUR-CHF | -0,04 % |
USD-NOK | +0,01 % |
Forventninger
2021 fik en dramatisk start. I USA fik Demokraterne flertal i Senatet og dermed mulighed for resolut handling, når det gælder finanspolitiske hjælpepakker, og selv om der var tale om et snævert flertal, kan dette lægge en dæmper på yderligtgående kræfter. Det amerikanske rentemarked rører på sig i lyset af de muligheder, der ligger i hjælpepakker på angiveligt 2000 USD (til husholdninger, der allerede ligger inde med store opsparinger) og alt op til 2 billioner USD mere til en ny COVID-19-hjælpepakke.
De lange amerikanske renter stiger; den 10-årige rente har brudt 1,10-niveauet, mens den 30-årige rente nærmer sig 2 procent. Den amerikanske centralbank er også vendt og er kommet med antydninger om udfasning (af støtteopkøbene af statsobligationer) allerede i 2021, selv om det kun er en måned siden, at den talte om at lægge et loft over renten for at stimulere økonomien. Senat-resultatet er en potentielt seismisk begivenhed for obligationer og renter samt flere råvarer (kobber, sølv), der sandsynligvis vil indgå i Bidens Green Deal. Afgørende for USD vil være, i hvilken grad renterne styres af stigende inflationsforventninger og ikke centralbankens potentielle stramning af de finansielle vilkår.
En situation med reflation understøtter en svagere dollar, mens stramninger fra centralbankens side understøtter en stærkere dollar, og indtil videre holder strategiforvalteren, som ser elementer af begge dele, grundigt øje med interaktionen mellem den 10-årige nominelle rente, break-even-inflationen og realrenten. Markedet begynder året med enighed om at være kort i USD, en faktor, der potentielt er relevant for andre aktiver med højere risiko som for eksempel obligationer og valutaer fra nye vækstmarkeder. Udviklingen i disse vil derfor også blive fulgt, så der kan holdes øje med eventuelle positive spiraler til valutaer på de udviklede markeder.
Udviklingen i COVID-19-pandemien er også en betydningsfuld faktor for markederne. I Storbritannien er der blevet fundet en ny meget smitsom variant af virussen, som har betydet en øget belastning af sundhedsvæsenet samt hårdere, længere og dyrere nedlukninger. Den nye variant ses nu også i en række andre lande. Mere opløftende er det, at belastningen i Storbritannien ser ud til at toppe, samtidig med at udrulningen af vaccinen tager fart. Et hårdt brexit blev afværget, dog med en meget tynd aftale, som sætter blandt andet finansielle ydelser på hold. Europa, og navnlig Frankrig, halter bagefter på vaccinefronten, hvilket kan føre til længerevarende og dyrere nedlukninger.
På kort sigt har strategiforvalteren fokus på den kommende præsident Bidens finanspolitiske signaler og på, hvad der sker med hensyn til at stille præsident Trump for en rigsret eller begrænse både hans og hans mere uberegnelige støtters aktiviteter. De amerikanske politikere har både en kortsigtet og en langsigtet udfordring i at afsvække og bygge bro over den politiske kløft.