Det sydkoreanske aktiemarked giver déjà-vu til juli
Det sydkoreanske aktiemarked giver déjà-vu til juli
Det toneangivende sydkoreanske aktieindeks, KOSPI, er i dag lukket nede med 5,5 %, hvilket bringer det samlede fald op på 11,3 % for de seneste 3 handelsdage. Det sydkoreanske aktiemarked er normalt ikke noget, man som dansk investor tillægger den store opmærksomhed, men på grund af landets og dets aktiemarkeds position i AI-økosystemet er det sydkoreanske marked blevet langt mere væsentligt at følge med i.
Samsung Electronics og SK Hynix, der i dag er verdens 12. og 19. største børsnoterede virksomheder, dikterer udviklingen på det sydkoreanske aktiemarked, og som vist nedenfor har disse to aktier oplevet store kursfald de seneste uger, hvilket giver déjà-vu til de store fald i teknologiaktierne i juli måned.
Det amerikanske teknologiindeks NASDAQ 100 ligger fortsat ikke langt fra all-time high, men udviklingen i Sydkorea og de markante kursfald i Samsung Electronics og SK Hynix kan være et forvarsel om udviklingen i aktier som f.eks. NVIDIA eller Micron, der tilsammen står for en markant del af den ventede indtjeningsvækst i NASDAQ 100-indekset og også det toneangivende S&P 500-indeks.
De seneste dages fald i Sydkorea og i teknologiaktier generelt kan tilskrives udtalelser fra mikrochipvirksomheden Broadcoms CEO, Hock Tan, der sammenligner nutidens AI-investorer med gamblere på et kasino og udtrykker bekymring for, at den næste ”flaskehals” i AI-investeringsboomet kan være kapital. Med andre ord kan det vise sig at blive sværere for AI-virksomhederne at rejse penge til nye datacentre i den kommende tid, hvilket kan ramme markedets forventninger til den fremtidige omsætning hos bl.a. mikrochipvirksomhederne.
Får Hock Tan ret i sine bekymringer, betyder det ikke, at AI-virksomhederne ikke vokser længere, men det kan betyde, at forventningerne til de kommende års vækst skal ned, og da aktiemarkedet bliver prisfastsat ud fra forventninger til fremtiden, kan det sætte gang i et accelereret frasalg af teknologiaktier.
Som vist nedenfor ventes NVIDIA allerede i 2028 at omsætte for næsten 1.000 mia. USD. Det er en 15-dobling af omsætningen i 2023, hvor AI-investeringsboomet startede. Micron, der ligeledes producerer mikrochips til datacentre, ventes at 20-doble sin omsætning i 2028 i forhold til omsætningen i 2023. Allerede nu er både NVIDIAs og Microns omsætning vokset markant, og selvom de høje forventninger vidner om, at investeringsboomet inden for AI kun lige er startet, er dette også den største risiko for aktierne.
For det er ikke nok for virksomheder som Samsung Electronics, SK Hynix, Micron og NVIDIA ”bare at øge deres omsætning” i de kommende år. De skal indfri markedets meget høje forventninger, hvis aktiekurserne også skal fortsætte opad, og her kan Broadcoms udtalelser og de store fald i Sydkorea markere startskuddet på en top i de fremtidige AI-forventninger.