Opvarmning til Novo - Regn ikke med en aktiefest
Opvarmning til Novo - Regn ikke med en aktiefest
Efter sidste uges mange amerikanske teknologiregnskaber venter nu en uge, hvor flere danske C25-virksomheder rapporterer. Som altid er Novo Nordisk onsdag morgen i centrum som den mest populære aktie i de danske privatinvestorers porteføljer, og som det har været de sidste par år, er der generelt et håb om, at væksten i dette kvartal kan vende tilbage til Danmarks største virksomhed.
Ser man dog på markedets forventninger til det kommende regnskab samt 4. kvartal, er der desværre ikke meget at fejre. Samtidig er det svært at forestille sig, hvor den store optimisme skal komme fra i et marked, hvor hovedkonkurrenten tager størstedelen af markedsvæksten, mens Novo kæmper med at holde omsætningen uændret.
Som vist nedenfor er Novo for 3. kvartal ventet at levere en årlig valutajusteret omsætningsvækst på -4 %, hvor Ozempic-salget både målt på årlig vækst og kvartalsvækst er ventet at falde med over 10 %. Samtidig er den tidligere vækstmotor, injicerbar Wegovy, ventet kun at vokse 1 % på kvartalsbasis og være en smule lavere end salget fra 3. kvartal sidste år.
Lyspunktet er ventet at være Wegovy-pillen, der efter lanceringen i starten af 2026 er ventet at vokse med 44 % sammenlignet med det foregående kvartal. ”Desværre” fylder pillesalget relativt lidt i den samlede forretning med en ventet omsætning på kun 4,6 mia. DKK i 3. kvartal relativt til en samlet ventet omsætning på 73,3 mia. DKK.
Med andre ord træder Novo i øjeblikket vande. Både når det kommer til aktiekursen og virksomhedens resultater. Dette står i slående kontrast til ærkerivalen Eli Lilly, der mildt sagt brager afsted på deres pendanter til Ozempic og Wegovy. I sidste uge steg Eli Lilly-aktien med over 10 % i forbindelse med deres regnskab for 3. kvartal til den højeste aktiekurs nogensinde, hvilket langt hen ad vejen er forklaret ved, at de fortsætter med at tage markedsandele fra Novo Nordisk. Som vist nedenfor øgede Eli Lilly på årsbasis deres Mounjaro-omsætning med 65 % og deres Zepbound-omsætning med 49 % i 3. kvartal.
Selvom Novo potentielt godt kan få en god aktiedag onsdag, viser forskellen i de to virksomheders resultater, at Novo træder vande omkring 0-vækst, imens Eli Lilly vokser som aldrig før. Som dansk investor vil håbet for Novo naturligt fortsætte, men det eneste, der kan redde investeringscasen på sigt, er, at væksten kommer tilbage, og det er desværre ikke forventningen, at Novo kommer til at levere på dette onsdag morgen.
Disclaimer: Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen ejer aktier i Novo Nordisk.