Trump er under pres før midtvejsvalget – hvad betyder det for aktiemarkedet?
Trump er under pres før midtvejsvalget – hvad betyder det for aktiemarkedet?
Om blot tre uger skal amerikanerne til at finde stemmesedlerne frem, når der den 3. november afholdes midtvejsvalg i USA. Valget kommer på et tidspunkt, hvor Donald Trump er under pres fra flere fronter.Krigen i Mellemøsten har skabt betydelig geopolitisk usikkerhed, mens stigende olie- og energipriser har lagt yderligere pres på de amerikanske forbrugere – blandt andet gennem højere benzinpriser. Samtidig er de amerikanske obligationsrenter steget markant, mens boligrenterne nærmer sig 8 %, hvilket har gjort det væsentligt dyrere for amerikanerne at finansiere deres boligkøb.
Kombinationen af høje renter, stigende leveomkostninger og geopolitisk uro kan blive en væsentlig udfordring for Trump og Republikanerne, når amerikanerne skal afgøre, hvem der skal kontrollere Kongressen de næste to år.
For investorer handler midtvejsvalget dog om mere end amerikansk politik. Udfaldet kan få betydning for aktiemarkederne, obligationsrenterne, dollarkursen og danske selskaber, der henter en stor del af deres omsætning og indtjening i USA.
Det helt afgørende bliver, hvordan magten fordeles mellem Republikanerne og Demokraterne i Repræsentanternes Hus og Senatet.
Hvis Republikanerne bevarer kontrollen over begge kamre, vil Trump have bedre muligheder for at fortsætte sin økonomiske politik. Omvendt kan et demokratisk flertal i det ene eller begge kamre gøre det vanskeligere at gennemføre nye lovforslag og større politiske ændringer.
Tre politiske scenarier – og hvad de kan betyde for investorerne
Hvordan kan midtvejsvalget påvirke danske aktier?
Selvom valget foregår i USA, kan udfaldet alligevel få betydning for danske investorer og virksomhederne på det danske aktiemarked. For danske aktier bliver udviklingen i dollaren og de amerikanske renter derfor særligt vigtig.En svækkelse af dollaren kan påvirke danske selskaber med en stor del af omsætningen i USA negativt. Når indtjeningen i dollar omregnes til danske kroner, vil den alt andet lige være mindre værd, hvis dollaren falder. Stigende amerikanske obligationsrenter kan samtidig lægge pres på aktiemarkedet, særligt på selskaber, hvor en stor del af den forventede indtjening ligger længere ude i fremtiden.
USA er et vigtigt marked for flere af Danmarks største børsnoterede selskaber, og ændringer i den amerikanske økonomiske politik kan derfor få betydning for indtjeningen.
Novo Nordisk er et oplagt eksempel, da ændringer i den amerikanske sundhedspolitik og et øget politisk pres på medicinpriserne kan påvirke selskabet, som vi har set det før. Samtidig udgør USA et stort marked for flere selskaber som Mærsk, DSV og Vestas og kan derfor også påvirket dem, hvis der skulle forekomme ændringer i blandt andet handelspolitik, toldsatser og energipolitik.
Det er dog værd at bemærke, at presset på medicinpriserne ikke nødvendigvis afhænger af, hvilket parti der vinder. Republikanerne har allerede under Trump forsøgt at lægge pres på medicinalindustrien, og lavere medicinpriser kan derfor fortsat være et politisk tema uanset valgresultatet.
Hvad forventer markedet af midtvejsvalget?
Med blot tre uger til midtvejsvalget peger forudsigelsesmarkedet i øjeblikket på en demokratisk sejr i både Repræsentanternes Hus og Senatet - også kaldet et Democratic sweep.
Ifølge forudsigelsesmarkedet Polymarket er der aktuelt 62 % sandsynlighed for, at Demokraterne vinder kontrollen over begge kamre i Kongressen. Til sammenligning vurderes sandsynligheden for en splittet Kongres med demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus og republikansk flertal i Senatet til 28 %, mens sandsynligheden for, at Republikanerne bevarer kontrollen over begge kamre, er 10 %.
Det peger på, at markedet i stigende grad indregner muligheden for, at Trump får sværere ved at gennemføre sin økonomiske politik i de sidste to år af sin præsidentperiode.