Mens danske aktier halter efter i 2026, søger flere investorer mod USA
Mens danske aktier halter efter i 2026, søger flere investorer mod USA
Hovedpointer
- Trods geopolitisk uro har flere amerikanske aktier nået rekordniveauer i 2026.
- Særligt teknologi- og halvledersektoren (memory-aktier) og andre AI-relaterede selskaber har leveret historiske afkast.
- Danske aktier halter efter i 2026, og det ledende C25-indeks er nede med 3 % siden årets begyndelse.
- I Saxo Bank ser vi, at investorer med både ETF'er og aktier opnår højere afkast end investorer, som udelukkende investerer i aktier eller ETF'er.
Derudover har regnskabssæsonen budt på markante kursstigninger hos især amerikanske selskaber, som har leveret stærkere resultater end ventet og samtidig løftet forventningerne til den fremtidige indtjening. Det har især været selskaber relateret til kunstig intelligens og de største teknologivirksomheder, som har drevet de amerikanske aktieindeks til nye højder.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at aktiemarkedets fremgang fortsat er koncentreret omkring relativt få selskaber. I april stod blot fem selskaber for omkring halvdelen af stigningen i S&P 500 indekset. Det øger koncentrationsrisikoen og gør markedet mere sårbart, hvis væksten i investeringerne eller investorernes risikovillighed pludselig aftager.
Danske aktier sakker bagud
Mens amerikanske aktier fortsætter fremgangen, har danske aktier haft et udfordrende år indtil videre. Det ledende danske indeks, C25, ligger år-til-dato markant efter både det brede europæiske marked, som er steget omkring 6 %, og de amerikanske indeks, som har givet tocifrede afkast.
Det er særligt relevant for danske investorer, da vi i Saxo Bank fortsat ser en høj grad af ”home bias", hvor 13 ud af de 20 mest handlede aktier i 2026 er danske. Det er naturligt at føle sig mere tryg ved virksomheder, man kender godt. Men det kan samtidig gøre porteføljen mere sårbar, hvis en stor del af investeringerne er koncentreret i få danske selskaber.
Det danske aktiemarked giver en relativ begrænset sektorfordeling, og som investor i C25 får man primært en eksponering mod industri, sundhed og finans. Hvis man gerne vil have del af specielt teknologisektoren og udviklingen i AI, er man som investor nok nødt til at se uden for de danske grænser.
Amerikanske aktier outperformer de danske
Amerikanske aktier handles i dag til højere værdiansættelser sammenlignet med andre regioner målt på P/E, men den stærke indtjeningsvækst blandt særligt teknologi- og AI-relaterede selskaber er samtidig en væsentlig forklaring på, hvorfor investorer fortsat er villige til at betale en højere pris for eksponeringen.
Når det er svært at finde vinderne, vælger investorer typisk det brede marked
Fremfor at forsøge at finde den næste vinder-aktie kan ETF’er fungere som et godt alternativ. ETF'er giver en bredere eksponering, og kan dermed reducere risikoen ved at være afhængig af udviklingen i enkelte selskaber.I Saxo Bank viser globale kundedata, at investorer, som kombinerer enkeltaktier med ETF'er, opnår højere afkast end investorer, som udelukkende investerer i aktier eller ETF'er. Samtidig ser vi, at investorer, der alene investerer i ETF'er, oftere end investorer med rene aktieporteføljer ender med et positivt afkast. Med andre ord betyder det, at investorer ikke nødvendigvis behøver vælge mellem ETF'er og enkeltaktier, men i stedet kan drage fordel af at kombinere de to tilgange.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvad man egentlig køber, når man investerer sine penge i en ETF. Mikrochips og Tech-Hardware har aldrig fyldt mere i f.eks. S&P 500, og de to industrier udgør i dag en større andel af indekset end under IT-boblen. Samtidig er udviklingen i det amerikanske aktiemarked i stigende grad drevet af en relativt lille gruppe af de største teknologiselskaber, hvilket har øget koncentrationen i indekset markant.
Derfor er det vigtigt at forstå, hvilke sektorer og temaer der driver afkastene, og hvilken eksponering man reelt får gennem sine investeringer.