Handelsstrategier Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en handelsstrategi?

En handelsstrategi er en investeringsløsning for investorer, der søger spekulative investeringer, men ikke selv har ekspertisen eller tiden til at implementere og forvalte sådanne investeringer.

Saxo Bank har på forhånd valgt et mindre antal handelsstrategier, der styres af mennesker – som vi kalder strategiudbydere – og skabt en fuldautomatisk løsning for dig, så du kan investere sideløbende med din valgte strategi (eller strategier) og holde dig ajour på en fuldstændig gennemskuelig måde.

Hvad er SaxoSelect?

SaxoSelect er en fuldt digitaliseret og automatiseret handels- og investeringsservice, der giver kunder i Saxo Bank mulighed for at investere i på forhånd valgte strategier direkte fra deres handelsplatform.

SaxoSelect tilbyder dig to hovedtyper af strategier: Investeringsporteføljer for de langsigtede investorer og Handelsstrategier for de mere risikovillige og erfarne investorer.

Hvordan kommer jeg i gang med at investere i en Handelsstrategi?

At investere i en Handelsstrategi er som at investere i en fond: Vælg din strategi, klik på "Investér", og følg onlineanvisningerne for at gennemføre investeringen. Midlerne til investering overføres automatisk fra din primære konto til den nye investeringskonto, når du gennemfører investeringen. Du har altid fuld kontrol over dine investeringskonti.

For at investere i en af strategierne skal du have en aktiv konto med tilstrækkelig dækning i Saxo Bank A/S.

Er Handelsstrategier tilgængelige for alle?

Handelsstrategier er klassificeret som et investeringstilbud med høj risiko, og som investor skal du vise, at du er egnet som investor i denne strategi, før du kan begynde at handle. I henhold til EU-lovgivning skal du gennemgå en MiFID-egnethedstest, som du vil blive anmodet om at gennemføre online i den indledende investeringsproces.

Skal jeg åbne en ny konto for at investere?

Nej, det er ikke nødvendigt.

Når du gennemfører en investering i en Handelsstrategi, vil der automatisk blive oprettet en underkonto til din eksisterende konto i Saxo Bank med henblik på den pågældende strategi. Det betyder, at du med ét unikt login kan se og styre din primære handelskonto og dine automatiserede investeringskonti. Så nemt er det!

Hvordan kan jeg beskytte min investering?

Saxo Bank har udviklet en stop-out-mekanisme – et investeringsværn – så du kan beskytte værdien af din investering. Du kan definere værdien af investeringsværnet i din investerings-ticket, før du gennemfører investeringen.

Hvis du f.eks. investerer USD 20.000 i én strategi, fastsættes dit investeringsværn som standard til 70 % af værdien af den oprindelige investering (dvs. USD 14.000). Du kan ændre værdien, hvis du ønsker det, men investeringsværnet kan højst være 90 %. Hvis værdien af din investering efterfølgende falder til et niveau under investeringsværnets værdi, vil alle positioner blive lukket til markedsprisen, og forbindelsen til strategien vil blive afbrudt.

Investeringsværnet er udviklet til at begrænse eventuelle tab, men er ikke en garanti for, at du kun kan miste det beløb, du har fastlagt på forhånd. Bemærk, at aktiveringen af investeringsværnet for én strategi ikke påvirker din primære handelskonto eller andre automatiserede investeringskonti, da disse konti behandles særskilt i marginmæssigt øjemed. Investeringsværnets værdi fastsættes på det niveau, du har angivet, og varierer derfor ikke med kontoens værdi. Du kan imidlertid ændre værdien af investeringsværnet med knappen "Administrer", som du finder ud for din investeringskonto på platformen.

Hvordan fungerer SaxoSelect?

Saxo Bank A/S har udviklet en avanceret teknologi, der registrerer handler, som Strategy Provideren har gennemført på deres konto. Registreringen af en handel aktiverer vores software, hvorefter der dannes en block-ordre, der kombinerer alle de enkelte kunders ordrer på investering i den pågældende strategi. Handlen effektueres proportionalt for investorerne inden for de enkelte valgte strategier. Saxo Bank udøver intet skøn i forbindelse med køb eller salg af værdipapirer, men effektuerer blot automatisk de gennemførte handler inden for en strategi.

Hvorfor er det vigtigt, at min ordre udføres som en block-ordre?

Når der følges en given strategi, er det efter vores opfattelse vigtigt, at alle investorer så vidt muligt behandles ens med hensyn til investeringens størrelse. Til det formål har vi udviklet en teknologi, der sætter Saxo Bank A/S i stand til at udføre de enkelte investorers ordrer inden for én strategi i én enkelt ordre. På den måde behandles din ordre samtidig med de øvrige investorers ordrer, der følger strategien. Bemærk, at dette ikke gælder for ordrer i forbindelse med din første investering, idet disse udføres individuelt.

Hvor kan jeg overvåge mine investeringer?

Du kan overvåge dine investeringer fra din platform, administrere dit investeringsværn, stoppe eller genstarte en investering og overføre midler til og fra alle dine investeringskonti.

Kan jeg til enhver tid stoppe min investering?

Du kan til enhver tid stoppe din investering i en given strategi ved simpelthen at trykke på ikonet "Stop" ud for strategien i din platform.

Når du beslutter dig for at stoppe med at investere i en strategi, kan du vælge mellem at beholde dine eksisterende positioner eller at lukke alle positioner. Sidstnævnte er standardindstillingen. Hvis du på dette tidspunkt beslutter dig for at lukke alle åbne positioner, vil der blive genereret markedsordrer. Hvis de underliggende markeder lukker, udføres disse ordrer, så snart markederne åbner.

Husk, at hvis du beslutter dig for at beholde de åbne positioner, er det dit eget ansvar at forvalte dem. Du skal selv lukke positionerne, da forbindelsen til strategien afbrydes, så snart du har trykket på ikonet "Stop".

Kan jeg prøve denne tjeneste i et demomiljø?

Denne tjeneste er desværre ikke tilgængelig i en demoversion.

Hvordan udvælges handelsstrategierne?

Den enkelte strategi gennemgår en streng due diligence-proces, hvor alle aspekter af handel, risikostyring og pengeforvaltning indgår. Vi fokuserer også på de personer, der handler på baggrund af strategierne, og på strategiernes skalerbarhed for andre investorer.

Kun konti med rigtige penge tages i betragtning, så der er ingen demokonti. Selvom der udvises stor omhu i udvælgelsesprocessen, skal du være opmærksom på, at tjenesten er et investeringstilbud med høj risiko, idet de enkelte strategier anvender gearing som følge af anvendelsen af marginprodukter og en høj grad af skønsmæssig vurdering og eksponeringer mod individuelle værdipapirer og aktivklasser.

Kan jeg stole på strategiernes afkaststatistikker?

De statistikker, der beskriver de enkelte strategier, er baseret på faktiske handelsdata fra konti med rigtige penge. Statistik over f.eks. afkast og udnyttelse beregnes på baggrund af kontoens værdi, hvor både lukkede og åbne handler indgår. Statistikker beregnes på baggrund af data pr. den seneste handelsdags afslutning. Bemærk, at statistikkerne viser tidligere afkast og ikke nødvendigvis er indikative for fremtidige resultater.

Kan jeg genaktivere en investering, efter at jeg har stoppet den?

Hvis du beslutter dig for at stoppe en investering, kan du genaktivere den ved hjælp af knappen Genaktivér, som er tydeligt markeret på din platform. Du vil blive anmodet om at bekræfte, at din økonomiske situation ikke har ændret sig væsentligt, siden du sidst investerede, og du skal have tilstrækkelige midler til rådighed for at opfylde kravet om minimumskapital.

Kan jeg lukke individuelle positioner på min strategikonto?

Når din investering er aktiv, er det ikke muligt at mindske eller øge risikoeksponeringen på niveauet for individuelle positioner på din investeringskonto.

En investering i en handelsstrategi skal anses for at være et enkeltstående investeringstilbud. Enten er du inde, eller også er du ude.

Kan Strategy Providerne se min investering, eller forvalter de mine midler?

Nej, de har ikke adgang til din konto, og de ved heller ikke, hvor mange investorer og hvor meget kapital der følger strategierne. Strategy Providerne fokuserer kun på egne handelsaktiviteter og konti.

Hvilke omkostninger er der forbundet med SaxoSelect?

Kurtage og spreads vil være retail-priser eller bedre. Derudover opkræver Saxo Bank A/S et servicegebyr og et resultatbetinget honorar på grundlag af High Water Mark-metoden. Nærmere oplysning om disse gebyrer fremgår af siden med strategibeskrivelser og af dine investerings-tickets (se også siden Hvordan beregnes det resultatbetingede honorar?).

Hvorfor beregnes der et servicegebyr? Hvordan beregnes det?

Servicegebyret dækker Saxo Bank A/S' omkostninger til drift af SaxoSelect, herunder IT, administrationsudgifter og risiko. Servicegebyret udgør 0,5 % pr. år og opkræves kvartalsvist. Det tilskrives dagligt og beregnes af saldoen på din investeringskonto ved dagens afslutning.

Hvordan beregnes det resultatbetingede honorar?

Saxo Bank A/S tilbageholder 20 % af realiserede og ikke-realiserede nettoafkast, der genereres på din investeringskonto. Det resultatbetingede honorar beregnes efter High Water Mark-metoden (se High Water Mark – hvordan fungerer det?). Det resultatbetingede honorar refunderes ikke, hvis strategien er tabsgivende i efterfølgende perioder. Hvis du har investeret i flere handelsstrategier, vil der blive beregnet et resultatbetinget honorar separat for hver investeringskonto.

Eksempel:

En kunde investerer EUR 20.000 den 1. april

Kontoens startsaldo er EUR 20.000.

Servicegebyr = 0,5 % p.a., der betales kvartalsvist bagud.

Resultatbetinget honorar = 20 % af nettoafkastet; beregnes på grundlag af High Water Mark-metoden og betales kvartalsvist.

High Water Mark – start

High Water Mark = Saldo på konto pr. 1. april = EUR 20.000

Servicegebyret beregnes dagligt.

Servicegebyret beregnes dagligt på basis af nedenstående formel:

Kontoens saldo ved dagens afslutning * (Procentsats for servicegebyr/365)

Gebyret for den første dag beregnes som følger: 20.000 * (0,005/365) = EUR 0,27

For at forenkle eksemplet antager vi, at kontoens værdi er EUR 20.000 i april (30 dage) og EUR 21.000 i resten af kvartalet (maj og juni = 61 dage)

Med disse enkle antagelser kan det tilskrevne servicegebyr for kvartalet beregnes som følger:

(20.000*(0,005*30/365)) + (21.000*(0,005*61/365)) = EUR 25,76

Bemærk, at det faktiske tal kan variere en smule på grund af afrunding.

Strategien har givet en gevinst på EUR 1.000 ved kvartalets afslutning

Saldoen på kontoen er EUR 21.000 ved kvartalets afslutning. Gevinst = EUR 1.000

Det resultatbetingede honorar beregnes ved periodens afslutning

Eftersom den aktuelle saldo på kontoen overstiger det aktuelle High Water Mark, opkræver Saxo Bank A/S et resultatbetinget honorar.

Det resultatafhængige honorar beregnes i henhold til denne formel:

(Nettosaldo – tilskrevet servicegebyr) * Procentsats for resultatbetinget honorar

(1.000 – 25.767) * 0,2 = EUR 194,85

Nettosaldoen er differencen mellem kontoens værdi ved periodens begyndelse og kontoens værdi ved periodens afslutning, minus ind- og udbetalinger.

Kontoens status ved kvartalets afslutning (kundekonto*):

Kontoens saldo ved kvartalets begyndelse

20,000

Gevinst og tab

1,000

Slutsaldo før gebyrer

21,000

Servicegebyr

(25.77)

Resultatbetinget honorar

(194.85)

Kontoens saldo ved kvartalets afslutning

20,779.38


*alle tal er i EUR

Det nye High Water Mark er nu EUR 21.000 for denne konto. Dette er referenceværdien for beregning af næste periodes resultatbetingede honorar.

High Water Mark – hvordan fungerer det?

High Water Mark er den højeste historiske værdi af din investering i en given handelsstrategi ved en periodes afslutning (i vores tilfælde et kvartal). High Water Mark-metoden sikrer, at du ikke opkræves to gange for samme resultat.

High Water Mark

I illustrationen ovenfor er afkastet i første kvartal (EUR 1.500), som er grundlag for beregningen af det resultatbetingede honorar, minus servicegebyret, så investor kun opkræves et gebyr for resultatet ud over alle andre gebyrer og al kurtage, der gælder for investeringskontoen. Servicegebyrer, der opkræves for perioder uden merafkast, fratrækkes afkastet i perioder, hvor der har været skabt merafkast, før beregningen af det resultatbetingede honorar.

Vil jeg blive opkrævet gebyrer, hvis jeg stopper min investering imellem to kvartaler?

Hvis du stopper din investering uden for gebyrmodellens fastsatte tidspunkter, vil den tilskrevne værdi af de gældende gebyrer blive opkrævet på din investeringskonto. Af hensyn til beregningen fastsættes High Water Mark den dag, du stopper investeringen.

Hvordan beregnes afkastet af en Handelsstrategi?

Handelsstrategier viser et afkast i procent beregnet som et tidsvægtet afkast. Denne beregningsmetode er en standardmetode til at sammenligne forvaltere af investeringsporteføljer inden for kapitalforvaltning. Afkast er baseret på både realiserede og ikke-realiserede handler og eliminerer effekten af finansieringsaktiviteter.

Din browser kan ikke vise websiden korrekt

Vores hjemmeside er blevet optimeret og bruger nu iOS 9.X og IE10 eller nyere. Hvis du bruger et ældre system eller en anden browser, kan vores hjemmeside se anderledes ud. For at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside, opfordrer vi dig til at opdatere din browser eller dit system.