Saxo

Saxo Morningstar Moat EUR – Kommentarer til 2. kvartal 2021

SaxoSelect Commentaries
Handlede instrumenterAktier
AktivklasserGlobale aktier (ekskl. nye vækstmarkeder)
InvesteringsstilKvalitetsaktier med et attraktivt udbytte    
Afkast fra udbytte1,8%
Afkast for kvartalet5,2 % (efter omkostninger)
Volatilitet omregnet til årsrate (siden oprettelsen)
23%

Markedsoversigt

Aktie- og obligationsmarkederne opnåede generelt stigninger i 2. kvartal, og volatiliteten faldt som følge af investorernes afsøgning af modstridende tendenser i en global økonomi, der var ved at rette sig efter COVID-19-pandemien. Aktierne var primært drevet af dynamikkerne i en økonomi under genopretning: realiteten af højere inflation, blandede signaler for beskæftigelsen og fortsatte støttetiltag fra centralbankerne. Forandringen kom, da Federal Reserve i juni signalerede, at den måske vil hæve renten lidt tidligere end forventet, dog næppe før i 2023. 

Det betød, at den store spredning i afkastudviklingen for de enkelte sektorer i 1. kvartal blev indsnævret, og at alle sektorer bortset fra forsyningssektoren opnåede kursstigninger. Ved udgangen af 2. kvartal begyndte én af de mest dominerende tendenser fra slutningen af 2020 og 1. kvartal 2021, nemlig cashflow-genererende value-aktiers positive afkastudvikling i forhold til populære vækstaktier, at aftage. 

Da centralbankerne (og især Federal Reserve) imidlertid fortsatte de finanspolitiske stimuli, lod markederne sig ikke skræmme. Nogle faktorer ændrede sig ikke i forhold til den tidligere udvikling, for eksempel gav den genopblussende økonomiske aktivitet et løft til olieprisen og dermed også til energiaktier. Faktisk steg olieprisen 20 % i kvartalet og 94 % sidste år. 

I den forbindelse var de nye vækstmarkeder ikke mærkbart påvirket af Kinas regulatoriske stramninger over for kæmpestore teknologivirksomheder. Den brede kurv af aktier fra nye vækstmarkeder matchede kurven af aktier fra udviklede markeder i kvartalet.

Obligationsmarkedet havde et hårdt 1. kvartal, hvor kurserne blev ramt af frygt for stigende inflation, men investorerne vendte tilbage i 2. kvartal. Centralbankernes meldinger påvirkede deltagerne på obligationsmarkedet, hvor den fornyede investorinteresse betød, at noget af det tabte kunne indhentes. Amerikanske obligationer klarede sig bedre end europæiske. På de mere risikobetonede rentemarkeder fortsætter højrenteobligationer med at løbe fra obligationer fra europæiske kernelande samt virksomhedsobligationer. 

På valutamarkedet sås også højere volatilitet. Den amerikanske dollar rettede sig i juni efter at være faldet kraftigt igennem hovedparten af kvartalet. Til gengæld viste den japanske yen, det britiske pund, euroen og den australske dollar relativ styrke, men svækkedes ved kvartalets udgang. Federal Reserve signaler om højere renter og fokus på inflationen var væsenligt for udviklingen. 

Porteføljeudvikling (efter omkostninger)

Apr0,0%
Maj4,7%
Juni0,5%
Oprettelse (juli 2016)127 % (kumulativt afkast)

De 10 største porteføljebeholdninger (pr. 30/06/2021)
39 % af den samlede portefølje

NameWeight (%)
Core Laboratories NV4,50
WESCO International Inc4,19
Schlumberger Ltd3,98
Banco Santander SA3,98
Hugo Boss AG3,91
Lloyds Banking Group PLC3,80
ING Groep NV3,74
Alexion Pharmaceuticals Inc3,70
Adient PLC3,65
BorgWarner Inc3,58

Positioner med det bedste afkast (de angivne afkast er det samlede afkast for 2. kvartal):

  • Hugo Boss AG. Aktiekursen steg 37,2 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Hugo Boss er et tysk herretøjsbrand i den dyre ende af markedet gennem de to brands Boss og Hugo. Selskabet blev grundlagt i 1924 og sælger primært herretøj (90 %). Selskabet har aktiviteter over hele verden med 7.600 salgssteder. 62 % af indtægterne kommer fra det europæiske marked, 20 % fra Americas-regionen, 15 % fra Asien-Stillehavsregionen og 3 % fra licenser. Selskabet genererer over 60 % af omsætningen gennem egen detailvirksomhed med mere end 1.000 butikker verden over.

  • Core Laboratories NV. Aktiekursen steg 34,1 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien meget lavt værdiansat i forhold til handelsværdien.

    Core Laboratories er et olieserviceselskab, der hjælper olie- og gasselskaber til at optimere deres produktionsniveauer og økonomi ved hjælp af borekerne- og reservoiranalyser. Desuden udbyder selskabet en række produkter, der hjælper kunderne med at maksimere produktionsniveauerne fra deres olie- og gasaktiver. Selskabet har aktiviteter i mere end 50 lande og har over 5.000 medarbejdere.

  • Biogen Inc. Aktiekursen steg 22,7 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien en smule lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Biogen og Idec fusionerede i 2003 og forenede dermed kræfterne med henblik på at markedsføre Biogens lægemiddel til behandling af multipel sklerose, Avonex, og Idecs kræftlægemiddel, Rituxan. I dag markedsføres Rituxan og næste-generations antistofproduktet Gazyva via et samarbejde med Roche. Biogen markedsfører desuden nye lægemidler til behandling af multipel sklerose, Plegridy, Tysabri, Tecfidera og Vumerity. 

    I Japan markedsføres Biogens lægemiddelportefølje til behandling af multipel sklerose i samarbejde med Eisai. Lægemidlerne Eloctate og Alprolix til behandling af hæmofili blev udskilt fra Bioverativ i 2017. Biogen har en række lægemiddelkandidater i fase 3-forsøg inden for neurologiske og neurodegenerative sygdomme og har lanceret Spinraza i samarbejde med Ionis. Aduhelm blev godkendt som selskabets første lægemiddel til behandling af Alzheimers sygdom i juni 2021.

  • Alexion Pharmaceuticals Inc. Aktiekursen steg 19,1 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien en smule lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Alexion Pharmaceuticals har specialiseret sig i at udvikle og markedsføre lægemidler til behandling af sjældne, livstruende sygdomme. Selskabets blockbuster-produkt, Soliris, er godkendt til behandling af paroxysmal nocturnal hemoglobinuria (PNH), atypisk hæmolytisk uræmisk syndrom (aHUS), generaliseret myasthenia gravis (gMG) og neuromyelitis optica spectrum (NMOSD). Ultomiris, lægemidlet af næste generation, er godkendt til behandling af PNH og aHUS. Strensiq og Kanuma er lægemidler til behandling af meget sjældne stofskiftesygdomme. 

    I Alexions pipeline befinder sig lægemidler til behandling af sjældne sygdomme med et stort udækket behov inden for hæmatologi, nefrologi, stofskiftesygdomme, neurologi, kardiologi og andre områder.

  • Wesco International Inc. Aktiekursen steg 17,8 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Wesco International er en værdiskabende industriel forhandler med tre segmenter, nemlig elektriske og elektroniske løsninger, kommunikations- og sikkerhedsløsninger samt forsynings- og bredbåndsløsninger. Selskabet tilbyder mere end 1,5 millioner produkter til sine 125.000 aktive kunder gennem et forhandlernet bestående af 800 afdelinger, lagre og salgskontorer, herunder 42 distributionscentre. Wesco genererer 75 % af sin omsætning i USA, men selskabet er til stede globalt med aktiviteter i 50 andre lande.
     

Positioner med det laveste afkast:

  • Sabre Corp. Aktiekursen faldt 16,5 % i kvartalet, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien lavt værdiansat i forhold til handelsværdien.

    Sabre er nummer to målt på andelen af flyreservationer i det globale distributionssystem (40,9 % ultimo 2020 mod 38,8 % i 2019). Rejseløsningssegmentet tegnede sig for 88 % af den samlede omsætning i 2020, som var ligeligt fordelt på distribution og IT-løsninger til flyselskaber. Selskabet har desuden en voksende division for IT-løsninger til hoteller (12 % af omsætningen). Transaktionsgebyrer knyttet til volumen og ikke prisen tegner sig for hovedparten af omsætningen og indtjeningen.

  • Uber Technologies Inc. Aktiekursen faldt 8,88%, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien lavt værdiansat i forhold til handelsværdien.

    Uber Technologies er en teknologileverandør, der forbinder forbrugere med uafhængige udbydere af kørselstjenester og med restauranter og madleveringstjenester samt befragtere med transportfirmaer. Selskabets on-demand teknologiplatform kan med tiden anvendes til nye produkter og tjenester, for eksempel selvstyrende biler, levering med drone samt Uber Elevate, der ifølge selskabet selv leverer "aerial ride-sharing" (flyvetaxiservice). Uber Technologies har hovedkvarter i San Francisco og har aktiviteter i mere end 63 lande med over 110 millioner brugere, der bestiller kørsel eller mad mindst én gang om måneden. Omkring 76 % af selskabets bruttoomsætning kommer fra kørselsforretningen og 22 % fra madlevering.

  • Link Administration Holdings Ltd. Aktiekursen faldt 4,03 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien meget lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Link leverer administrationsydelser til finanssektoren i Australien og Storbritannien, i overvejende grad inden for aktieregistre og investeringsfonde. Selskabet er den største leverandør af administrationstjenester til australske superannuation-konti og den næststørste leverandør af aktieregistertjenester i Australien. Link opkøbte i 2017 det britiske Capita Asset Services, som leverer en række administrationstjenester til finansielle virksomheder og tegner sig for omkring 40 % af koncernens omsætning. 

    Links kunder indgår typisk kontrakter på mellem to og fem år, men forlænger ofte, hvilket medfører en stor andel af tilbagevendende omsætning.  Forretningsmodellens kapitalekstensive karakter betyder, at selskabets cash conversion er relativt stærk.


  • Hong Kong Land Holdings Ltd. Aktiekursen faldt 3,92 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien meget lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Hong Kong Land er et ejendomsinvesteringsselskab, der primært investerer i luksusejendomme i Hongkong og Singapore. Selskabet er den næststørste udlejer af kontorlokaler i Hongkong med en portefølje af centralt placerede aktiver på i alt 4,1 millioner kvadratmeter kontorareal samt 0,6 millioner kvadratmeter butiksareal. Selskabet ejer desuden 1,6 millioner kvadratmeter kontorareal i luksusklassen i Singapore. Lejeindtægter udgør ca. 75 % af driftsresultatet, hvoraf hovedparten kommer fra Hongkong. Ejendomsudviklingsprojekter i Singapore og Kina tegner sig for resten. Selskabet blev grundlagt i 1889 og er både noteret på London Stock Exchange og Singapore Exchange. Det er 50 % ejet af Jardine Matheson Holdings.

  • Orange SA. Aktiekursen faldt 3,71 %, og ifølge Morningstars egen analyse er aktien meget lavt værdiansat i forhold til handelsværdien. 

    Orange er et fransk telekomselskab i Frankrig, der tidligere hed France Telecom. Selskabet udbyder fastnet- og mobiltelefoni i Frankrig, hvor de er markedsledere foran Iliad, Bouygues og SFR. Selskabet leverer desuden fastnet- og mobiltelefoni (konvergent) i Spanien, Polen, Belgien, Luxembourg og Centraleuropa (Rumænien, Slovakiet, Moldova). Omkring 15 % af omsætningen kommer fra nye vækstmarkeder i Afrika, hvor selskabet kun driver mobilnetværk, mens 20 % stammer fra erhvervssegmentet, der betjener virksomheder med mere end 50 medarbejdere i Frankrig og internationalt. 
     

Forventninger

Aktier er steget markant i de seneste 12 måneder, og nogle vigtige markeder nåede rekordniveauer den sidste dag i kvartalet. Kursernes himmelflugt efter pandemien ses meget tydeligt på for eksempel de amerikanske aktier, der er steget 97 % fra lavpunktet den 20. marts 2020. Det er naturligvis en god nyhed for investorer med en højere risikovillighed, som har nydt godt af de høje afkast, men det betyder samtidig, at mange investorers risikovillighed og afkastforventninger er steget til et bekymrende niveau. Nogle investorundersøgelser indikerer ligefrem, at markedsdeltagerne nu forventer afkast på over 15 % i hvert af de kommende fem år, hvilket er usædvanligt set med historiske briller.  Ligesom det gælder for tyngdekraften, bør investorer huske på, at aktivpriser på langt sigt uvægerligt afspejler de fundamentale forhold nedenunder. 

Ansvarsfraskrivelse

Alle oplysninger i dette dokument, herunder oplysninger om resultater og statistik, er med forbehold for ændringer. Information om aktuelt afkast og priser findes på beskrivelsessiden for de enkelte porteføljer. Ved udarbejdelsen af dette materiale har Saxo Bank ikke taget hensyn til bestemte modtageres investeringsformål, særlige investeringsmål, økonomiske situation eller særlige behov og krav, og intet heri udgør en anbefaling til en modtager om at investere eller frasælge på en bestemt måde, og Saxo Bank påtager sig intet ansvar for eventuelle tab, modtagere måtte pådrage sig i forbindelse med en handel, der udføres i overensstemmelse med, hvad der opfattes som en anbefaling. Alle investeringer indebærer en risiko og kan resultere i både gevinst og tab, hvorfor der er risiko for tab af det samlede indskud. Særligt investeringer i gearede produkter, herunder, men ikke begrænset til valutaer, derivater og råvarer, kan være meget spekulative, og gevinster og tab kan derfor svinge både kraftigt og hurtigt. Spekulativ handel er ikke egnet for alle investorer, og alle modtagere af denne information bør, inden gennemførelsen af en investering, et salg eller en transaktion, nøje overveje deres finansielle situation og kontakte en finansiel rådgiver for at forstå risiciene og sikre sig, at handlen er egnet til dem. Enhver henvisning heri til eventuelle risici er ikke og skal ikke opfattes som udtømmende oplysninger om risici eller en udtømmende beskrivelse af sådanne risici. En holdningstilkendegivelse er ikke nødvendigvis udtryk for Saxo Banks holdning, og alle holdningstilkendegivelser kan ændres uden varsel (forudgående eller efterfølgende).

Saxo Bank A/S (hovedkontor)
Philip Heymans Alle 15
2900
Hellerup
Danmark

Kontakt Saxo Bank

Vælg region

Danmark
Danmark

Handel og investering indebærer risici
Alle handler indebærer en risiko. Læs mere. For at hjælpe dig med at forstå risiciene har vi samlet nogle dokumenter med central investorinformation (KID'er), der viser risici og afkast for hvert enkelt produkt. Yderligere KID'er er tilgængelige på vores handelsplatform. Læs mere

Dette website er tilgængeligt fra ethvert sted i verden, men indholdet på websitet er relateret til Saxo Bank A/S og er ikke specifik for nogen enhed i Saxo Bank gruppen. Alle kunder vil indgå i et kundeforhold med Saxo Bank A/S underlagt dansk lovgivning.