Saxo Bank går i investoroffensiv med ny investeringsplatform

Saxo Bank lancerer i dag SaxoInvestor, en digital investeringsplatform for private investorer, der gør det markant nemmere at investere i et bredt udvalg af globale aktier, obligationer, indeksfonde og investeringsforeninger til markedets laveste priser og uden skjulte gebyrer.

Alt for længe er danske investorer blevet spist af med et begrænset investeringsunivers, fokuseret omkring bankernes egne, ofte dyre og uigennemskuelige, investeringsforeninger og utidssvarende løsninger som telefonhandel på udenlandske aktier.

Derfor har Saxo Bank udviklet en ny platform, der bygger på samme innovative teknologi som bankens andre platforme, dog med en mere simpel brugerflade med fokus på globale aktier, obligationer og investeringsfonde.

Med SaxoInvestor går Saxo Bank nu aktivt efter det store marked af private investorer, som i dag investerer gennem banker eller andre udbydere eller som blot har opsparingen stående passivt på kontoen. 

Det bliver muligt at oprette aktiesparekonto med SaxoInvestor i januar 2019, når ordningen som ventet bliver vedtaget af Folketinget senere i år.  

Kim Fournais, stifter og adm. direktør, udtaler:

”De private investorers muligheder har alt for længe været begrænset af en snæver adgang til globale markeder, høje gebyrer og forældet teknologi. Med SaxoInvestor gør vi det markant nemmere at få overblik og inspiration til nye investeringer, og giver enkel og sublim adgang til globale aktier, obligationer, ETF’er og investeringsforeninger. For private investorer er det ikke blot vigtigt at diversificere porteføljen på tværs af sektorer og aktivklasser, men ligeså vigtigt, at det sker til lave omkostninger.” 

En rapport af Jesper Rangvid har dokumenteret, at danske investorer i snit har under to aktier i porteføljen. Et centralt element i SaxoInvestor er derfor introduktionen af en sektion med investeringstemaer, der giver investorerne inspiration indenfor en række udvalgte langsigtede tendenser, som eksempelvis robotteknologi, vedvarende energi, kinesisk teknologi eller elbiler og batterier. Hvert tema indeholder en overordnet analyse, og angiver de aktier, investeringsforeninger og ETF’er, der giver den bedste eksponering mod trenden. 

”De danske investeringsforeninger har i den grad brug for konkurrence. Ikke mindst på pris da høje omkostninger tages direkte fra det afkast, der ellers vil ende i opsparingen. Forbrugerrådets beregninger viser, at man ved at minimere sine investeringsomkostninger med blot et procentpoint, over et helt liv, kan spare så mange penge i gebyrer, at man kan gå på pension fire år tidligere. Man kan selvfølgelig vælge at blive ved med at arbejde, men så kan besparelsen give mulighed for at købe et sommerhus, længere rejser med familien eller hvad der nu giver mest mening for den enkelte.

Derfor giver vi i Saxo Bank adgang til markedets bredeste udbud af mere end 1500 investeringsforeninger og indeksfonde, som for mange vil være et bedre og billigere valg.” 

SaxoInvestor har markedets suverænt bredeste udbud, og giver mulighed for at investere i 18.455 aktier, 848 ETF’er, 6.488 obligationer og 733 danske og udenlandske investeringsforeninger. 

Handel og investering indebærer risici
Alle handler indebærer en risiko. For at hjælpe dig med at forstå risiciene har vi samlet nogle dokumenter med central investorinformation (KID'er), der viser risici og afkast for hvert enkelt produkt. Yderligere KID'er er tilgængelige på vores handelsplatform. Læs mere

Dette website er tilgængeligt fra ethvert sted i verden, men indholdet på websitet er relateret til Saxo Bank A/S og er ikke specifik for nogen enhed i Saxo Bank gruppen. Alle kunder vil indgå i et kundeforhold med Saxo Bank A/S underlagt dansk lovgivning.